Film og analyse

Er du filmfan, optaget af serier eller vild med at fotografere? På dette hold bliver du klogere på medier, og du prøver selv at fortælle dine egne historier gennem lyd og billeder.

Stil skarpt på film, fotografi og fortællinger 

Dette er valgfaget for dig, der gerne vil vide mere om medier, både hvilken rolle de spiller i vores samfund, hvilke virkemidler de tager i brug og hvordan du kan arbejde med medier i praksis.

I Mediefag lærer du at analysere film og fotografier, og du bliver klogere på lighederne og forskellene mellem de to former for medier. 

Det handler om, hvordan man visuelt og kreativt kan skabe en stemning, formidle et budskab og kommunikere på flere planer.

I undervisningen får du kendskab til grundlæggende dramaturgiske principper og fortælleteknikker i film og serier. Du lærer at genkende genrer og filmiske virkemidler, og vi snakker om hvad der får os til at gyse, grine og græde. Undervejs kommer du til at se en masse klip, afsnit fra serier og hele film. Vi sætter os godt til rette med åbne øjne og ører, og du vil sikkert opleve at du kommer til at lægge mærke til en masse nye ting, efterhånden som vi arbejder os igennem faget.

Fokus på komposition og hele processen

Når vi beskæftiger os med fotografi har vi fokus på komposition og hele processen fra planlægning til redigering. Det er altsammen med til at påvirke billedets udtryk, sætte stemningen og tale til vores følelser. Vi ser på fotografiets forskellige genrer som fx portrætter, reklamer og pressefotos og prøver os frem med fotoopgaver, hvor vi eksperimenterer med motiver, teknikker og efterbehandling i GIMP.

Praktisk tilgang til undervisningen.

På mediefaget har vi en praktisk tilgang til undervisningen. Derfor bruger vi også tid ude af klasselokalet, hvor vi eksperimenterer med at lave små film- og fotoopgaver. Vi samler altid op i klassen, hvor vi taler om vores oplevelser, idéer og udfordringer, og vi giver hinanden konstruktiv kritik. Denne feedback er med til at vise, hvordan vi udvikler os gennem forløbet. 

Vi arbejder ikke med store kameraer eller et væld af teknisk udstyr, til gengæld vil vi vise dig, hvordan du kan bruge din smartphone til at producere kortfilm og tage kunstneriske billeder.

Sidst i forløbet slutter vi af med en kort filmkavalkade og en fotoudstilling, hvor vi i fællesskab præsenterer vores egne små mesterværker.

Praktiske informationer

Aktiviteter, ture og samarbejder

Analyse, fortælleteknikker, planlægning, komposition, redigering og billedbehandling

Film- og fotoopgaver

Vi laver vores egen filmkavalkade og fotoudstilling

Udstyr

Din smartphone er det eneste, du behøver

Egenbetaling

Ingen egenbetaling

Instruktører

Mads Arbo Thomsen

Film og analyse Underviser

Mads er optaget af film og fotografi, og han ved en masse om hvordan man kan fortælle historier med lyd, billeder og video. 

Scroll to Top